Hvad sker der med byernes indbyggertal i 1800-tallet?
Hvorfor?
-
Omkring 1800-tallet boede der ca. 100.000
mennesker i hovedstaden, og i starten af det 20-århundrede boede der næsten
500.000 i KBH.
-
Indbyggertallet steg, da det blev tilladt at
bygge permanent, grundmuret nybyggeri udenfor voldene. Byggelovgivningen gav en
frikendelse på en liberal måde i brokvarterene og dette betød en forøgelse af
indbyggere.
-
Mange valgte at tage ind til byen (KBH), fordi
der ikke var mere arbejde på landet, så borgerne søgte ind til byen og fik
arbejde på fabrikkerne.
-
Da byen (Ringsted) fik jernbaneforbindelse med
Køge og Næstved. Byen fik sygehus og landbrugsskole og det var der indbyggertallet
blev fordoblet fra 1901-1930 (ca. 3.000 – 6.000).
Hvorfor kommer folk til Ringsted?
-
Grunden til at befolkningstallet i Ringsted
steg, var på grund af jernbaneforbindelsen. Hvis jernbaneforbindelsen ikke var
blevet oprettet igennem Ringsted ville byen bare være en lille by midt på
Sjælland. Den by som ikke ville have haft en betydning for Danmarks industrialisering,
som gjorde at mange tog ind til byen for at arbejde. Jernbaneforbindelsen
gjorde at folk kunne stå af og da der også blev bygget skoler og sygehuse,
ville man tage derind og studerer, hvis det var en mulighed man fik,
jernbaneforbindelsen havde en stor betydning for selve hele Danmark, da det var
på dette tidspunkt transport blev nødvendigt for hvert individ i befolkningen.
(unless det er børn og hjemmegående koner)
København i 1800-tallet.
Købehavns udbredelse efter 1800-tallet.
Levevilkår i Københavns brokvarterer (Nørrebro og Vesterbro):
-
Det der lokkede
landbefolkningen ind til byen var industrialiseringen. Industrialiseringen betød
at de kunne jagte lykken og bedre levevilkår. På Nørrebro og Vesterbro fyldtes
der store familier ind i de små lejligheder og gader og baggårde vrimlede med spækhøkere,
viktualiebutikker, skomagere og småindustri.
Koleraepidemien 1853
-
I København 1853 var der et epidemisk udbrud af
kolera i hovedstaden. Koleraen brød ud i 11. juni 1853 og varede til oktober
måned samme år. 4.800 mennesker døde af denne sygdom under epidemien.
Fagfolkene havde allerede advaret om at hovedstadens sanitære installationer
var i dårlig stand og ufyldestgørende i forhold til byens behov. Familier var
stuvet sammen i bag- og sidehuse, flere familier boede i samme lejlighed, og i
1853 nåede indbyggertallet 130.000. I gaderne flød affald og ekskrementer, og
byen savnede egentlige kloakker. Drikkevandet var urent overfladevand tilført
gennem udhulede træstammer fra de omkringliggende søer, og renovationen
("natmændene") var usystematisk og lemfældig. Lægerne var magtesløse
imod epidemien. De brugte de sædvanlige udtømmende midler (åreladning, lavement, opkasting),
der i mange tilfælde kun gjorde tilstanden værre. En gruppe unge læger tog
initiativ til at visitere de hårdest ramte kvarterer og yde hygiejnisk
rådgivning, og de værst ramte familier blev udflyttet til store teltlejre på
Københavns vold, ligesom der oprettedes bespisning for de fattigste. Det var i
fattigkvartererne, at sygdommens slog hårdest til. Epidemien ebbede ud i
oktober 1853. Der var blevet anmeldt 7.219 tilfælde, hvoraf 4.737 (56,7 %)
havde dødelig udgang. Tallet ville i dag svare til 23.500 døde. Fra København
blev smitten spredt til provinsen, hvor 24 byer blev angrebet med 1.951 døde
som resultat. Epidemien var den centrale årsag, der udløste voldenes fald 1856.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar