Videnskab og sundhed, 1789 - 1914

1800-tallet var på mange måder et skelsættende år indenfor videnskab, humanisme og sundhed. For det første betød århundredes banebrydende medicinske landvindinger, at man i de fleste lægekredse afskaffede den gamle, livsfarlige teori om, at sygdomme er fremkaldt af en ubalance mellem fire kropsvæsker – blod, slim, gul galde og sort galde. Denne teori havde været en medicinsk læresætning siden én af historiens først kendte læger, Hippokrates, for over 2.000 år siden konkluderede det.
    Eftersom alle sygdomme var fremkaldt af væskemæssige fejlproportioner, var behandlingen også som oftest den samme: åreladning – altså at åbne patientens blodårer og tappe vedkommende for blod, indtil den overskydende væskemængde var blevet udlignet, og en bedring syntes at forekomme. På denne måde forsøgte man at behandle alt fra kræft, tuberkulose, pest og spedalskhed til gigt, hjerneblødning, herpes og forstoppelse, og i 1799 George Washingtons halsbetændelse. En flok af USA’s mest kompetente læger endte med at tappe den tidligere præsident for 80 % af hans samlede blodmængde, inden han bad dem om at holde inde. Han sov kort efter ind.

    Først i 1846 skete et afgørende tigerspring indenfor sundhed: den ungarske læge, Ignaz Semmelweis, der arbejdede på Allgemeine Krankenhaus der Stadt Wien (Byen Wiens almene sygehus), bemærkede, at der på én fødeafdeling forekom en markant højere børnedødelighed end på en anden. Semmelweis fandt ud af, at lægerne på den problematiske afdeling udførte obduktioner inden de tilså de gravide kvinder. Han udarbejdede derfor den teori, at lægerne overførte såkaldt ”ligstof” til kvinderne, hvilket var til fare for dem og deres børn. Desuden oplevede Semmelweis, at én af hans kolleger mistede livet på grund af infektion få dage efter en obduktion, fordi vennen kom til at skære sig i fingeren. Alt dette, foreslog Semmelweis, kunne undgås, hvis hans kolleger vaskede hænder efter obduceringerne. 
    Forslaget blev afprøvet og udvidet til også at omfatte skalpeller og andre instrumenter, og i løbet af to måneder faldt dødeligheden fra 18,2 til 2,3 % og senere til mindre end én.

    På trods af den åbenlyse succes, fandt Semmelweis’ kolleger håndvask upraktisk og efterhånden blev lægen mere og mere udskældt og til sidst fyret. Han fik senere en depression og døde i 1865 på et sindssygehospital. Dødsårsagen var infektion.

    Semmelweis havde dog gjort en banebrydende observation: han havde opdaget problemet med bakterier.
    I løbet af 1860’erne foretog andre læger og videnskabsmænd, bl.a. Louis Pasteur, undersøgelser, der påviste eksistensen af mikroskopiske organismer, som – imod al umiddelbar logik – var ansvarlig for langt flere dødsfald end diffuse væskeabnormiteter. Samme mand gennemførte også ved hjælp af sterilisation af bakterier eksperimenter, der modbeviste en anden gammel læresætning, der stammede fra Arkimedes og Aristoteles, om at mus og andre dyr kan opstå spontant fra døde ting og andre dyr, hvis blot de rigtige livsforhold er til stede. I nogle tilfælde skulle ”de rigtige livsforhold” bl.a. bestå af spyfluer, råddent kød, gamle klude og beskidte ål. Denne myte var en vital del af folketroen helt op til omkring 1860, hvor Pasteur ved hjælp af hygiejnisk sterilisation sørgede for, at mikroorganismer ikke kunne opstå, og således beviste at intet liv opstår af intet liv. I 1885 udnyttede han sin bakterielle viden til at udvikle en vaccine mod den frygtede sygdom rabies (hundegalskab), som havde (og stadig har) en dødelighedsrate på 100% – og så lagde han navn til Pasteuriseringen, altså at gøre bl.a. øl og vin holdbart over længere tid. 

    Samme år som den udskældte hygiejnepioner Semmelweis døde, foretog den skotske læge, Joseph Lister, en behandling af en 11-årig dreng, der havde et blødende, brækket ben, der var blevet kørt over af en vogn. Lister satte benet sammen og bandt såret ind med et klæde, der var vædet med fenol. Da forbindingen et stykke tid efter blev fjernet, var der – imod sædvane ved sådanne behandlinger – ingen stank af råddent, betændt kød. Såret var blevet desinficeret.

    Efterhånden blev desinficering af både operationsinstrumenter og kirurgfrakker samt gummihandsker en grundlæggende praksis på hospitaler og for lægepersonale generelt.

    I 1905 modtog Louis Pasteurs kollega, Robert Koch nobelprisen i Medicin, for at have bevist den mikrobielle årsag til bl.a. sygdommene tuberkulose, kolera og miltbrand.

    Åreladning blev anbefalet som behandlingsmiddel så sent som i 1923, men i dag er dens brug stærkt begrænset og specialiseret til behandling af ganske få lidelser.

Et andet epokegørende fremskridt kom den 24. november 1859, da den engelske biolog og naturhistoriker, Charles Darwin, offentliggjorde sin bog, der, oversat til dansk af J.P. Jacobsen, hed Om Arternes Oprindelse ved naturlig selektion eller ved de heldigst stillede formers sejr i kampen for tilværelse, normalt benævnt Arternes Oprindelse.

    Darwin argumenterede videnskabeligt for, at alle levende organismer oprindeligt stammer fra den samme celle, og at forskellen mellem væsenerne på jorden er sket som en konsekvens af hver arts naturforholdstilpasning – altså evolution – samt, at de arter der ikke formåede at udvikle sig, uddøde som en konsekvens af konkurrencen om føden og andre overlevelsesgrundlag – den naturlige selektion. 

    Alt dette skulle – ud fra bestemmelse af fossiler og geologiske iagttagelser – være foregået gennem milliarder af år.

    Udgivelsen vakte ramaskrig ikke alene i videnskabelige kredse, men også i religiøse; Darwins påstand var en direkte modsigelse af skabelsesberetningen om, at Gud for lidt over 6.000 år siden havde skabt verden, menneskene og alle andre levende skabninger på 6 dage.

    Desuden var det ikke ligefrem flatterende at blive betragtet som efterkommer af en abe.

I dag er Darwins evolutionsteori standardpensum for danske 7. klasser og i mange andre skoler. Dog findes der i f.eks. USA stater, hvori den eneste tilladte skoleforklaring på jordens og livets opståen er Bibelens.

En anden anskaffelse, der i dag tages for givet, er opdagelsen af elektromagnetismen.

    Den danske fysiker, H.C. Ørsted, opdagede i 1820, at elektricitet påvirker en magnet. Dette var imidlertid blot begyndelsen. Opdagelsen medførte en teknologisk revolution gennem de næste 100 år. 

    Forsøg med elektricitet og dens sammenhæng med lyn og torden havde fundet sted siden 1600-tallet, men elektromagnetismen som begreb førte til tæmningen af elektriciteten som brugbar energikilde og afløser for dampmaskinen. Med den nye teknologi kunne industrien blive væsentligt udvidet og effektiviseret; i løbet af 1800-tallet og langt ind i 1900-tallet kom elektriciteten således til at spille en afgørende rolle for verden. Opfindelser som batterier, Thomas Edisons glødepære, lampe i almindelighed, køleskabet, støvsugeren, bilen, høreapparatet, radioen, fjernsynet, computeren, telegrafen, telefonen og mobiltelefoner er bare nogle af de eksempler på indlysende opfindelser, der aldrig var blevet virkelighed uden elektriciteten.

I 1903 blev én af menneskehedens ældste drømme til virkelighed – evnen til at flyve. Den oldgamle græske myte om Ikaros, der flyver op og brænder sig på Solen, giver et eksempel på forestillingen. 

    Allerede i 1529 fandt man efter Leonardo da Vincis død tegninger af mulige fly, der dog aldrig blev virkelighed. Det gjorde derimod hans tegning og konstruktion af den første faldskærm. Gennem 1800-tallet forsøgte stadig flere at konstruere et stativ, der både kunne bære vægten af et menneske og holde sig svævende i luften og i 1783 lykkedes det at bygge den første luftballon. I 1804 skabte den engelske adelsmand George Cayley det første svævefly. Dette manglede både styretøj og motor, men opfindelse blev grundigt benyttet af bl.a. tyskeren Otto Lilienthal, der lærte at holde balancen i luften, ved at lægge vægten fra side til side. Lilienthal døde dog under ét af sine eksperimenter i 1896.

    Efter opfindelsen af svæveflyet gjaldt det om, at konstruere en motor, der kunne holde flyet gående i al slags vejr. To andre englændere forsøgte sig med en dampmaskine på et modelfly, som skulle drive dets to propeller. Nu havde man i teorien lavet en flyvemaskine, men i praksis var motorerne for små og for svage, hvis de ikke skulle veje for meget, til at drive et fly.

    Det blev brødrene Wright fra Ohio, USA, der endte med at realisere utopien for alvor. Ved hjælp af mekanikeren Charles Taylor fik de lavet en let motor, der kunne holde flyet i luften og med et styretøj og et stabiliserende haleror lykkedes det den 14. januar 1903 for Orville Wright at gennemføre historiens første kontrollerede flyvning.